Traitors
Malika er sangerinde i punkbandet Traitors. Hun bor i Marokko og har to store problemer: Hendes familie har brug for penge for ikke at blive sat på gaden, og hendes band har brug for penge til at finansiere studietid til indspilningen af en demo. For at klare dette beslutter Malika sig for at smugle narko for en narkohandler. Hun møder nu en anden ung kvinde i en endnu farligere situation, og sammen må de handle klogt for både at overleve og få de penge, de skal bruge. Traitors er instrueret af Sean Gullette, som fik sit gennembrud, da han skrev manus sammen med vennen Darren Aronofsky til filmen Pi, som han også spillede hovedrollen i. Hans spillefilmdebut er en spændende og energisk historie om en fantastisk smart, stædig og slagfærdig punkpige i Marokko.
