The Birth of Saké
I en tid hvor automatiseret masseproduktion dominerer markedet, må en lille gruppe bryggere trodse barske arbejdsvilkår for at bevare den oldgamle tradition, vi kender som saké. THE BIRTH OF SAKÉ følger de passionerede arbejdere hos Yoshida-bryggeriet, et 144 år gammelt, familieejet firma i det nordlige Japan. Yoshidas arbejdere er en broget flok i alderen 20 til 70. Som vigtigste led i flokken, der bor og arbejder på bryggeriet gennem den benhårde, seks måneder lange vintersæson, står den karismatiske brygmester Yamamoto (65) og firmaets sjette generation, arvingen Yasuyuki Yoshida (27), grundstøtterne i foretagendet. Hård konkurrence og et kommende generationsskifte øger presset på arbejderne for at skabe et kvalitetsprodukt, holde traditionerne i hævd og promovere Yoshidas brand. Den personlige opofrelse blandt håndværkere, der dedikerer deres liv til at brygge saké i verdensklasse, overses ofte.
