Ballroom Dancer
Gennem en unik adgang til en legendarisk danser, tager denne film dig med på en personlig rejse i en helt anden verden. Den tidligere verdensmester Slavik Kryklyvyy (34) forsøger at gøre comeback med sin nye partner og kæreste Anna Melnikova (24) - En rejse der skal vise sig at blive langt hårdere end han havde forventet. Slaviks mål er at komme tilbage på podiets førsteplads. For 10 år siden blev han verdensmester i rekordfart. Fra at være totalt ukendt tog det ham kun halvandet år at blive verdens bedste danser, hvilket ikke er set hverken før eller siden. Hans partner dengang Joanna Leunis har siden siddet solidt på tronen med sin nye partner, Michael. Den hedengangne succes har sat sig som et lys i Slavik, som han drives mod med alt, hvad han har. Han har siden forsøgt sig med adskillige partnere, men er hver gang raget uklar med dem. Anna er hans nye partner både på og udenfor gulvet, de er forelskede og hun er danseverdenens store håb, så denne gang ser det ud til at kunne lykkes for ham. Han skal dog igen op imod Joanna og Michael, der virker stærkere end nogensinde. Samtidig plages han af en alvorlig skade i hoften og en ulmende præstationsangst. Efterhånden som presset på ham stiger, retter han sin frustration mod Anna og det ellers så lovende partnerskab bliver voldsomt udfordret i kampen for succes.
- 87%
